– Det er det bedste maleri, man kan få, siger hun.

Et maleri, der hele tiden ændrer sig. Herfra kan hun følge med i det meste. Vejret, der skifter. Solen, der flytter sig fra morgen til aften. Og trafikken, der fortætter sig om morgenen og om eftermiddagen.

Tit sidder hun i sin lænestol ved sit store panoramavindue og betragter udsigten, mens hun strikker. Men taber hun en maske, må hun trevle op og begynde forfra. For synet er ikke, hvad det har været, her på hendes 91. leveår.

En øjensygdom gør det svært for hende at se tæt på. Ansigter er blot slørede skikkelser for hende. På lang afstand går det bedre.

Hver fjerde uge går hun til behandling på sygehuset i Skejby. En nål i øjet lindrer for en stund. Våd AMD, hedder sygdommen.

Det er lidt noget bøvl, men det er der jo ikke så meget at gøre ved, siger hun.

Hørelsen driller også lidt. Og man kan godt føle sig lidt ensom, når man ikke kan høre ordentligt, fortæller hun. Hendes nye høreapparater har dog hjulpet en del.

Ellers går det meget godt, synes hun.

Inger Hjelmsted var én af de første, der flyttede ind i Papirtårnet, da hun rykkede ind i december 2020. – Jeg er nok husets ældste, siger hun, der nyder at have udsigt over Silkeborg Langsø. Foto: Jakob Stigsen Andersen

»Lille skat, vær positiv«

Hovedet fejler intet, og det er Inger taknemmelig for. For hun har lært at fokusere på det gode. Det har hun været nødt til.

Når det er svært, genkalder hun sig en særlig stemme:

»Lille skat, vær positiv, så går det meget bedre.«

For sådan sagde hendes mand og faren til hendes syv børn. Jørgen.

Familien boede i et hus på Rønne Allé i Silkeborg. Men en mandag i maj 1979 ændrede alt sig.

Jørgen faldt pludselig om med en blodprop og døde. Helt uventet – og som et stort chok for familien. 53 år gammel.

Inger var 43 år og stod alene med syv børn og en tung sorg over familien. Den yngste var syv, og den ældste 21. Fem drenge og to piger.

– Det var rædselsfuldt, erindrer hun.

– Men livet går jo videre, tilføjer hun.

Børn og mor stod sammen

Inger kunne ikke bare sætte sig ned og give op. Det var ikke en mulighed. I dag ville en familie i den situation nok få tilbudt psykologhjælp. Men dengang var man mere på egen hånd. Familien havde kun hinanden.

– Børn og mor stod sammen. Vi klarede os igennem ved at hjælpe hinanden og holde sammen. De store hjalp de små, fortæller Inger.

Inger var udlært på sygehuset i Silkeborg, men havde mest haft travlt med at passe børnene, mens Jørgen arbejdede som ingeniør. Da hun blev alene, startede hun sit eget rengøringsfirma. Børnene gik med aviser, og sammen klarede familien sig gennem krisen.

– Men Jørgen er aldrig glemt. Han vil altid være en del af os, siger hun.

Hun får en klump i halsen.

– Selvom man troede, at man ikke kunne leve en dag uden ham, tilføjer hun.

Inger og de yngste af børnene blev boende i huset, og gennem 19 år drev hun sit eget rengøringsfirma med omkring 30 ansatte.

Ny kærlighed – og sorg

I slutningen af 90’erne mødte Inger en sød mand. Han hed Åge, og han var vinterbader.

– Et venskab blev til kærlighed, fortæller Inger om mødet med ham.

Hun solgte huset og flyttede ind hos Åge i et hus i Sydbyen.

Inger havde aldrig brudt sig om at bade i koldt vand, men pludselig blev hun vinterbader.

– Det var dælendytme koldt, skal jeg hilse og sige, erindrer hun fra første gang i vandet en dag i februar.

Men vinterbadningen blev parrets fælles glæde gennem utallige vintermorgener.

I 2008 ramte en tragedie igen Inger, da hun mistede en datter.

Datteren var i slut 40’erne, da hun var på vej til Tenerife, og hendes hovedpulskransåre sprang.

Foruden moren Inger og en stor familie efterlod hun sig tre børn.

– Det har ikke været nemt, fortæller Inger.

Men man lærer at leve med det, forklarer hun.

Ikke særlig sjovt

Det blev ikke det sidste tab for Inger. For seks år siden døde Åge. Han var syg af kræft og døde på hospice.

– Det var ikke særlig sjovt. Det kommer man jo aldrig over. Men sådan er livet jo. Jeg får ham ikke igen ved at sætte mig ned og skrige, siger hun.

– Han er kun her, tilføjer hun og lægger hånden mod sit bryst. Mod sit hjerte.

Hendes børn har været der meget for hende.

– De har været utrolig en stor støtte for deres mor. Hele vejen igennem, siger Inger om sine børn, som hun er så stolt af.

– Vi har et godt sammenhold i dag, fortæller hun.

Det bedste, en mor kan opleve

Det er synd for Jørgen, at han ikke fik lov at opleve sine børn vokse op, synes Inger. Men tilbage står en stolt mor. Alle syv børn har klaret sig godt.

De har gode uddannelser – fem blev ingeniører. Ligesom deres far.

– Det er jo det bedste, en mor kan opleve, siger Inger, som i dag er mormor og farmor til 24 børnebørn og oldemor til 16. Ældste oldebarn er 16 år, mens yngste kun er få uger gammel.

Inger ser familien jævnligt. Én af hendes sønner bor i Irland. Resten af børnene bor i eller tæt på Silkeborg. Sønnen i Irland er jævnligt på besøg. Så arbejder han hjemmefra hos Inger og overnatter hos broren, som også bor i Papirtårnet.

Hun har boet i ejerlejligheden i snart fem år nu.

– Det er som at bo på hotel her. Lyset tænder, når man går ud ad sin dør, og der er to elevatorer. Her er altid så rent og pænt, siger hun.

På hendes spisebord står en skål med hjemmebagte småkager. De er fra en nabo.

Inger bruger meget tid på at høre lydbog, strikke og gå ture. Som regel går hun tre-fire kilometer om dagen. Selvom synet driller, kan hun godt se, om der er rød eller grøn mand, når hun bevæger sig til fods i trafikken.

Hun har et princip om, at hun handler mad fra dag til dag – for så kommer hun op af lænestolen og ud.

– Det er for, at jeg får taget mig selv i nakken. Det er godt at have en vilje, især når man er ved at være gammel, konstaterer hun.

– Jeg føler mig simpelthen så privilegeret, tilføjer hun.