Jeg finder af og til Højskolesangbogen eller tilsvarende lødige udgivelser, finder en vise eller en melodi jeg ikke kender og sætter mig så til klaveret.
Jeg faldt over denne i Sangbogen “Dansk Sang” (B-1132 • ISBN 978-7612-866-1), Erik Sommer har sat melodi til den. Selv uden melodi er det en lille Guldklump.
Tekst: Jeppe Kallesøe 1994
Den mandag var grå som et cykelstativ,
min klasse var sløv som karusser.
Men da jeg kom hjem, så lå der et brev
i penalhuset, gemt mellem tusser
//: – og det var fra ham! ://
Jeg cykled’ en tur og blev borte i regn
og væk imod vest, hvor det blæste.
Så krøb jeg i læ i et fyrretræshegn
og blev tør og lidt varm, mens jeg læste
//: – for det var fra ham! ://
Og nu har jeg feber og hoste og snot
og ligger med dynen om snuden.
Og verden er træls, men livet er godt,
for der ligger et brev under puden
//: – og det er fra ham! ://
Og alle skal vide, at han er min ven,
men ingen må høre om brevet.
På mandag bli’r intet det samme igen,
når han ser, hvad jeg lige har skrevet
//: – for det er til ham! ://