Vi har desværre modtaget besked om, at Aage tirsdag d. 28. maj kl. 17.00 tabte kampen til kræften.
Vi har mistet et mangeårigt og fantastisk medlem. Det var utrolig dejligt at møde Aage ved søen, han var indbegrebet af hygge. Altid stille og rolig med en lun kommentar. Aage var i mange år medlem af bestyrelsen, hvor han leverede en stor indsats. Men det stoppede ikke, da han overlod sin plads i bestyrelsen, han har altid været parat, hvis der har været brug for en ekstra hånd både til cykelture eller hjælp med noget praktisk. Aage var et meget hjælpsomt menneske.
Der bliver tomt i vikingeklubben og hjemme hos Inger. Vores tanker går til Inger i denne svære tid.
Æret være Aages minde.