Mail fra Høvdingen til Johan Brødsgaard, Silkeborg Kommune

Dato: 18. februar 2019 kl. 20.49.30 CET
Til: Johan.Brodsgaard@silkeborg.dk
Emne: Vestre Søbad
 

Kære Johan Brødsgaard og resten af udvalget,

 
Vi har nu set de foreløbige planer for Vestre Søbad og må indrømme, at vi er meget skuffede over oplægget. 
 
Vi havde som minimum forventet omklædningsfaciliteter med brus til brug for foreninger ved Vestre Søbad, herunder også vores forening. Vi havde også regnet med, at der ville komme en sauna ved Vestre Søbad, som der kommer ved Østre Søbad. Vi har tilbudt vores hjælp i forbindelse med faciliteterne ved Vestre Søbad, men vi har ikke haft kontakt siden den offentlige præsentation af skitseforslaget, så nu vil vi igen tilbyde et samarbejde..  
 
Det er nok de fleste silkeborgenser bekendt at vinterbad i Silkeborg foregår ved Vestre Søbad. Det har nu været en virkelighed i 49 år, vi er en af Danmarks ældste vinterbadeklubber. Vi har altid hørt til ved Vestre Søbad, det har krævet nogle kampe undervejs. For godt 40 år siden kæmpede foreningen hårdt for at sikre Vestre Søbads overlevelse – heldigvis med succes. Vi havde for 2 år siden et møde med Silkeborg Kommune, for at undersøge muligheden for at inddrage den daværende kiosk til brug for en sauna. Vi fik at vide, at vi skulle afvente at Silkeborg Kommune ville lave en renovering for at få helårs åbne toiletter. Vi blev desværre overhalet af den forfærdelig brand. 
 
Vi har hørt argumenter om, at der ikke er ret mange brugere af Vestre Søbad, men der er vist ingen tvivl om, at her kommer væsentlig flere bruger en vinterdag ved Vestre Søbad end der kommer ved fx speedwaybaner, trætopklatring m.m.m.
 
Vi er som mange andre silkeborgensere meget glade for at komme ved Vestre Søbad. Vi vil opfordre udvalget til at komme forbi en weekend og opleve den store aktivitet, der er på stedet, her er rigtig mange silkeborgensere, der aktivt udnytter Vestre Søbad. Men det er ikke kun i weekender, der er aktivet ved Vestre Søbad. På hverdag er det nok primært HAC Neptun – Den blå Tap, der bader og dyrker motion ved Vestre Søbad. Men vi er sikre på, at forbedrede faciliteter vil betyde endnu flere brugere af stedet.
 

Hvis det kun er det økonomiske, der ligger til grund for beslutningen om de manglende faciliteter ved Vestre Søbad, vil vi rigtig gerne indgå i et samarbejde med kommunen om at søge fondsmidler til etablering af en sauna og omklædningsfaciliteter. Vi har ikke selv økonomi til at finansiere en tilbygning, men vi vil kæmpe hårdt for at finde løsninger til gavn for os og andre borger i Silkeborg. Det er nu, der sker forandringer, så det er nu, der skal sauna og omklædning ved Vestre Søbad. Som vi tidligere har argumenteret for, så er det ikke muligt for os, at låne et skolelokale, hvor vi kan vinterbade fra. Det skal ske fra Almindsø og der er ikke muligheder for os at lave noget selv. Vi er afhængige af Silkeborg Kommune og forventer at vi i samarbejde kan finde en brugbar løsning.

 
De undersøgelser som vi har lavet hos andre vinterbadeklubber i Danmark viser et meget broget billede af den støtte, som de får fra deres kommuner. Men det er også klart, at vi står med de dårligste faciliteter/støtte af alle – det kan da ikke være meningen i “Danmarks Outdoor hovedstad”.
Venlig hilsen
 

Karsten Seeberg, Sebbe

Høvding – HAC Neptun – Den blå Tap

(adresse, mail og telefon udeladt her)

Kommentarer er lukket