Morten’s Camino

Tab ikke lysten til at gå
Jeg går mig hver dag
det daglige velbefindende til
og går fra enhver sygdom.
Jeg har gået mig mine
bedste tanker til, og jeg
kender ingen tanker så tung
at man ikke kan gå fra den

Dette citat havde jeg skrevet på første side i min dagbog inden jeg tog afsted på caminoen i foråret 2015, og citatet var virkelig meget meget relevant for mig. For jeg følte virkelig at jeg gik mig til et større og større velbefindende – både fysisk og psykisk.
Selvom jeg ikke havde så meget mentalt aktivitet gennem de 26 dages vandring, så fik jeg virkelig nogle rigtig gode tanker og indsigter mens jeg gik. Det var ren terapi.
Og når jeg nogle enkelte gange følte hjemve, så var der ikke noget bedre end – bare at gå.

Efter at jeg havde været afsted i en lille uge mødte jeg Shauna – den  canadisk kvinde på billedet. Hun havde skrevet et skilt på sin rygsæk hvor der med store bogstaver stod: Gratitude -Taknemmelighed.

camino1

Hun havde nogle små sedler, hvor hun tilbød at alle de mennesker hun mødte kunne skrive hvad de hver især var taknemmelig for. Så tilbød at tage sedlerne med på hendes tur og samle dem sammen på hendes hjemmeside.
Jeg skrev at jeg var taknemmelig for at kunne gå Caminoen, og jeg skrev at jeg følte mig mere fri og levende ved at være afsted på sådan en fantastisk tur.

På side 2 i min camino dagbog havde jeg på forhånd fundet plads til denne nok så relevante sangtekst:

YNWA (Liverpools slagsang)

When you walk through a storm
Hold your head up high
And don’t be afraid of the dark

At the end of the storm
Is a golden sky
And the sweet silver song of the lark

Walk on through the wind
Walk on through the rain
Though your dreams be tossed and blown

Walk on walk on with hope in your heart
And you’ll never walk alone
You’ll never walk alone

When you walk through a storm
Hold your head up high
And don’t be afraid of the dark

At the end of the storm
Is a golden sky
And the sweet silver song of the lark

Walk on through the wind
Walk on through the rain
Though your dreams be tossed and blown

Walk on walk on with hope in your heart
And you’ll never walk alone
You’ll never walk

You’ll never walk
You’ll never walk alone.

Vejret i Nordspanien var i april/maj meget forskelligt. Jeg havde klart flest dage med tørvejr uden vind. Men der var også dage hvor det regnede og stormede. Og specielt opstigningen til El Cebreiro kunne sammenlignes med omkvædet i YNWA.

camino2

Med de to første sider af dagbogen udfyldt og en pakket rygsæk, så var jeg ligesom klar til den store vandretur.

Og hvis jeg skulle sætte nogle ord på  min tur på et overordnet plan, så må det blive:
Fantastisk, forunderlig og  fritsættende.

Men jeg skulle igennem en vanskelig start inden disse 3 ord overhovedet blev en del af mit ordforråd.

I dagene op til min afrejse kunne jeg mærke at denne rejse ikke var som de fleste. Jeg var nervøs og anspændt. Hvad var det for noget jeg var ved at kaste mig ud i?  Anspændtheden fyldte virkelig meget i mig i dagene op til min afrejse. Men hvorfor var jeg så anspændt?
Det var nok en kombination af at jeg skulle afsted alene og at jeg ikke viste så meget om hvad jeg var ved at kaste mig ud i.

Jeg sov ikke særlig godt de sidste to nætter inden min planlagte afrejse den 8. april. Og jeg skulle vildt tidligt op – klokken halv tre – for at komme til Billund og nå det tidlige Ryanair morgenfly til Stansted/London. Så jeg var allerede godt mør inden jeg var kommet ud af Danmark. I London skulle jeg vente det meste af dagen inden jeg kunne komme videre til Biarritz i Sydfrankrig.  Troede jeg.
For da jeg havde ventet i 4 timer kom der pludselig en underlig besked op på skærmen i afgangshallen: “Canceled”.
Der var strejke i samtlige lufthavne i Frankrig, og jeg var strandet i lufthavnen og havde udsigt til at skulle vente i 2 dage for at komme videre.
Det orkede jeg ikke, så jeg bestilte en retur rejse tilbage til DK samme eftermiddag. Så måtte jeg tage hjem og vente på bedre held næste gang.
Der skulle gå 12 dage inden jeg kom af sted igen. Så gik det til gengæld uden problemer og jeg kom med Ryanair til Biarritz. Herfra tog jeg en deletaxi op til start byen for foden af Pyrenæerne. Start byen hedder St. Jean Pied de Port og i taxien kom jeg i snak med to andre dansker, der også skulle af sted på Camino Francais – som den klassiske camino bliver kaldt. Der er jo mange forskellige camino ruter, der alle ender op i Santiago de Compostella.

Vi overnattede i et lille pensionat og om aftenen var der fælles spisning. Vi var nok 15 forskellige nationaliteter samlet. Og der var en runde hvor vi lige skulle præsentere os selv. Disse mennesker kom jeg til at møde utallige gange på min tur. Og det var en rigtig god måde at starte op på. Nu havde jeg allerede mine første camino venner.

Vi 3 danskere fulgtes ad den første dag op over Pyrenæerne. Vi slog følge med en hollandsk kvinde, som havde fødselsdag. Så fik hun lige en dansk fødselsdagssang mens vi vandrede i ubeskrivelig flot natur.

camino3

 

På toppen af Pyrenæerne krydsede vi grænsen til Spanien. Og så foregår caminoen jo i Spanien resten af vejen, og i hovedtræk er retningen direkte vest.
Den ene dansker var allerede på anden dagen over stok og sten. Den anden dansker og hollænderen fulgtes jeg med nogle dage.
Efter to dage havde jeg fundet en rytme og blevet fortrolig med at sove i store sovesale. Ørepropper og sovemaske så gik det godt de fleste nætter. Og langsomt begyndte roen at indfinde sig. Det med at have udsigt til at skulle vandre så mange dage i træk gav mig sådan en helt ubeskrivelse ro. Der var ikke så meget aktivitet i øverste etage.
Selvom jeg fulgtes med de to andre, så var det ikke sådan at vi gik sammen hele dagen. Jeg kunne godt gå mange timer for mig selv lidt foran de andre. Så fandt jeg et sted hvor jeg kunne få en kop kaffe, en sandwich eller andet, og så dukkede de to andre op lit senere.
Dagsrytmen var nogenlunde fast. jeg gik ca. 20-25 kilometer hver dag. Jeg stod op ved 6-7 tiden, pakkede sammen og havde som regel købt noget morgenmad dagen før, som jeg gik og spiste på vejen den første times tid. Jeg startede ca. ved 7-8 tiden og gik så et par timer inden jeg holdt hvil, hvor jeg fik en kop kaffe og noget at spise. Så gik jeg igen nogle timer inden jeg ved 1-2 tiden holdt frokostpause. Og så af sted igen i yderligere nogle timer inden jeg nåede frem til et herberg ved 3-4-5 tiden. Så var det tid til et bad og vask. Jeg havde to sæt tøj med og jeg havde en fast rutine med at vaske det sæt jeg havde haft på lige når jeg kom frem, tage det rene sæt på, og så passede det med at tøjet var tørt inden sengetid.

Efter nogle dage tog jeg afsked med mine 2 camino venner. Vi havde forskellig tempo og derfor skiltes vi. Jeg mødte hele tiden nye mennesker. Nogle af dem snakkede jeg kort med, andre gik jeg med i flere timer, atter andre mødte jeg igen og igen.
Jeg mødte en brasiliansk kvinde, som havde læst psykologi. Hende gik jeg meget med og fik snakket om mange spændende filosofiske og psykologiske emner.

Jeg sov på herberg hver nat og nogle af herbergerne har 10 senge andre 200. Der er stor forskel. Det kostede mellem 5 og 10 Euro at få en seng. Og det var næste altid køjesenge. Så der var tit rift om at få den nederste køje, for de ømme ben kunne ikke så godt klare stigen. På mange af herbergerne kunne man også købe aftensmad og morgenmad. Ellers gik jeg på restaurant hvor man kunne købe en pilgrimsmenu for ca. 8-10 Euro.

Jeg oplevede et par gange et herberg hvor der var fælles madlavning. Og specielt i en lille by Granon var der en helt specielt og hyggelig stemning omkring madlavningen. Jeg skulle rense kartofler, der så skulle bæres over på den anden side af gaden – til bageren – for at blive bagt. Da de var færdig bagt skulle vi alle hente kartoflerne. Bageren ville dog ikke udlevere kartoflerne før vi havde sunget nogle sange for hende. Og så stod vi midt på den smalle gade og sang på 4 forskellige sprog, og vi fik så heldigvis lov til at få kartoflerne med 🙂
Selvom caminoen er ekstrem godt afmærket, og der ikke er brug for hverken kort eller kompas på turen, så lykkedes det alligevel mig at gå forkert to gange.
Og begge gange var det fordi jeg gik og snakkede, og samtidig blot fulgte med nogle andre jeg kunne se længere fremme.
Den ene gang var jeg lige startet om morgenen sammen med nogle andre. Vi gik og snakkede lidt mens vi langsomt prøvede at vågne. Stien blev smallere og smallere og jeg sagde til ham jeg gik med, at det var da underligt så smal stien var blevet. Og vi funderede lidt over at caminoen jo havde eksisteret i flere hundrede år og betrådt af tusindvis af pilgrimme – så var det da lidt underligt at den ikke var mere farbar. Til sidst måtte vi skubbe grene til side for at komme forbi, inden vi så indså, at vi måtte være gået forkert. Og så vendte vi om og gik ca. 1 kilometer tilbage. Her fandt vi det typiske camino skilt, der viste den rigtige vej.

Noget at det jeg nød allermest var mine morgenvandringer, hvor jeg i perioder kunne gå flere timer uden at møde nogle. Og hvis der så samtidig var flot natur, ja så følte jeg mig virkelig “høj” Køerne her på billedet ser ud til at tage den smukke udsigt med ophøjet ro.

camino4

En af de meget stærke traditioner på caminoen er at medbringe en sten hjemmefra. Denne sten symbolisere dine byrder og bekymringer. Stenen skal så smides på toppen af bjerget Cruz de Ferro, hvor der er opstillet et højt jernkors. Under jernkorset ligge der tusindvis af sten fra pilgrimme. Jeg havde også en sten med hjemmefra – med mine byrder. Jeg ville gerne slippe for noget af min afhængighed af andre.
Jeg havde ikke på forhånd de store forventninger til at denne sten kunne gøre noget for mig. Men jeg kunne godt lide symbolikken og var åben overfor hvad der nu kom.
På vejen op til Cruz de Ferro – ca. halvvejs på min månedslange camino – blev jeg dog mere berørt af situationen end jeg havde regnet med, og da en amerikaner – jeg havde mødt flere gange – ville snakke, sagde jeg at jeg lige havde brug for noget tid for mig selv inden jernkorset. Jeg smed stenen og følte en lettelse, og meget symbolsk ændrede vejret sig også fra at have været råt og regnfuldt på vejen op til korset, til at blive ganske godt med solstrejf.

camino5
Efter en måneds vandring med god fart og uden problemer med bentøjet skulle jeg åbenbart lige på den sidste dag mærke hvordan mange af mine medvandrere havde det når de havde ondt i benene. For ca, 10 kilometer før Santiago på den sidste vandredag fik jeg pludselig problemer med skinnebensbetændelse. Det er meget smertefuldt – specielt ned ad bakke. Så de sidste 10 kilometer på min 500 kilometer lange tur foregik i et meget rolig tempo, hvor jeg havde fuld kontakt til min krop.

Jeg brugte de sidste kilometer til at tænke tilbage på en helt vidunderlig tur.
Fantastisk, forunderlig og  fritsættende

Og selvom målet ikke er det vigtigste på caminoen, så er det bare SÅ fedt at komme ind til Santiago

camino6

 

 

Stafetten er hermed givet videre til Lene.

Kommentarer er lukket