Sådan ser mennesker faktisk ud
De unge får smartphones, spejle og forventninger. Et badeklubmedlemskab kunne være et bedre startkit til voksenlivet.
Kirsten ElleyJournalist med mange års erfaring i mediebranchen, podcastvært, master i NLP
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Alle teenagere i Danmark burde have et tvunget medlemskab af en vinterbadeklub i fødselsdagsgave, næste gang de fylder år. Ikke for sundhedens skyld. Ikke for kuldens. Men for blikkets.
For i en badeklub kan man se den nøgne, skinbarlige virkelighed. Sandheden uden løgne og kroppe, som de er, når de hverken skal sælges, deles eller forbedres. Her bæres aldringen til skue med værdighed. Her sidder den brystkræftopererede med ar hen over torsoen og sveder i saunaen ved siden af oldingen med en krum ryg. Her er de ranke. De fede fruer. De velskabte. Og her er også jeg på vej ned i vandet – englebuttet, med tunge bryster og en enkelt gigtplaget ankel. Mig, som langt op i voksenalderen har gået og suget maven ind i forbandelse over at veje syv kilo for meget.
I en badeklub er kroppen ikke et projekt. Den er der bare. Her er vi uendeligt langt fra de sociale mediers blændværk og vedvarende påstand om, hvad der er smukt, rigtigt og værd at vise frem. Verden af kalorie-apps, shapewear, tyndere catwalks, mere “clean eating”, mere træning – og færre pauser – er langt væk, når man sidder i badeklubben ved siden af folder, ar, farver, hængende maver og kropshistorier. Alt det, der normalt bliver redigeret væk.
Trendforsker og sociolog Julia Lahme peger på, at vores forhold til kroppen altid afslører den tid, vi lever i. Lige nu lever vi i en krisetid. Når verden er urolig, søger vi personlig kontrol – og kroppen er det mest tilgængelige sted at sætte ind.
Den ideelle krop er i øvrigt ikke nogen ny opfindelse. Gå en tur på Ny Carlsberg Glyptotek og se oldtidens forestilling om det perfekte menneske. Romerrigets marmorhud. De græske statuer. Symmetrien. Musklerne. Harmonien. En æstetik hugget i sten og løftet fri af hverdagens tyngdekraft.
Men dengang vidste man godt, at idealet var et ideal. Det var kunst. Noget, man kunne beundre uden at forveksle det med virkelighed. I dag foregiver vi, at idealet er virkelighed – og at afvigelsen derfor er et personligt problem, man selv må bøvle med. Helst med disciplin.
Så når verden vakler, strammer vi grebet om kroppen. Og netop derfor føles det næsten provokerende at stå nøgen blandt nøgne og opdage, at intet skal fikses.
I mange andre kulturer er det helt banalt at se hinanden nøgne på tværs af alder og status. I Japan bader generationer sammen i onsen. Nøgenhed er ikke intimitet – det er hygiejne, for når du skrubber min ryg, så skrubber jeg din. I Finland er saunaen ikke wellness, men infrastruktur. Politikere, børn, gamle og arbejdere sveder ens. I Tyskland er FKK – Freikörperkultur – ikke seksualiseret, men ideologisk wellness.
Det er os, der er lidt sære. Vi har gjort kroppen privat, skamfuld og konstant til forhandling.
Selvkritikken er nok værst i teenageårene. Kroppen forandrer sig hurtigere, end sproget kan følge med. Man er hverken barn eller voksen og tumler mutters alene med en overgangsfasekrop, som mange end ikke tør vise jævnaldrende i gymnastiksalens baderum.
For ærligt talt: Vi har aldrig været gode til overgangsritualer i Danmark. I hvert fald ikke kropsligt. Vi har ikke haft ceremonier, der fulgte puberteten og sagde: Nu forandrer din krop sig, og alt er, som det skal være. I andre kulturer samles fællesskabet om den unge i varme bade, svedehytter, manddomsprøver og fælles nøgenhed, hvor kroppen har vidner.
Vi bliver mennesker ved at spejle os i andre mennesker. Men hos os er overgangen privat. Den ordnes gennem skemaer, skole-hjem-samtaler og en forventning om, at man lige finder ud af det selv. I dag sker puberteten ofte helt uden markering og uden fællesskab. Alene. Foran et ensomt badeværelsesspejl. Med en mobil i hånden og en voksende skam over at være helt vildt “cringe”.
Den skam er ikke opstået ud af ingenting. Den bliver skabt hver dag, når de unge lærer at tælle kalorier og spiser proteintilskud, før de lærer at lytte til kroppen. Når træning bliver en pligt, og pauser er noget, man skal gøre sig fortjent til. Og når det at vise sig frem for andre kræver, at man først har rettet sig til. Det er os voksne, der ofte i bedste mening har lært de unge, at kroppen kan og bør optimeres. At den skal fikses, hvis den afviger. At synlighed kræver kontrol.
Teenagernes kropsskam er derfor ikke et ungdomsproblem. Den er et voksenprodukt.
Vandet i Aarhus Bugt er i disse dage 2,3 grader. På en rolig dag er det klart som i et badekar. Vandmændene er væk.
Jeg vil spare læseren for endnu en frelst historie om vinterbadningens kulde-lyksaligheder. De titusinder, der hopper i, ved det. Alle andre er trætte af at høre om åbenbaringen.
Men når jeg splitter-Hans Jørgen, med et tillært roligt åndedræt, går ned ad trappen fra badebroen og strækker kroppen ud i vandet, føles det koldt. Ikke eksistentielt. Bare koldt. Punktum. Efter seks-otte svømmetag prikker kulden i fingrene, og når jeg træder op ad trappen igen, banker blodet, især i huden på lårene – mærkeligt nok. Det er kroppen, der gør, hvad den altid har gjort. Regulerer. Lever. Leverer ved kasse ét.
Kroppen skifter tilstand hele tiden – og vi ser det ske hos hinanden.
Portræt af Kirsten Elley
