A    A   A   

Velkommen i den grønne lund
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1843
Melodi: Fritz Andersen, 1852

Velkommen i den grønne lund,
hvor fuglene de sjunge!
det høres skal: den danske mund
til sang har og en tunge.

Vi har det godt i grunden her,
såvel som vore fædre,
vil Gud, den dag tør være nær,
vi får det end lidt bedre.

Vor konge er vor fuldtro ven,
som guld hans ord må skattes:
“Kom hid, I gode danemænd,
og sig os, hvad I fattes!”

Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hverandet barn i Danevang
forstår halvkvæden vise.

For, hvad vi fattes først og sidst,
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske.

Derom sang nys en lille fugl
i syd på Skamlingsbanke,
og synd det var at lægge skjul
på hele folkets tanke.

Vi føre løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.

Hver fugl må synge med sit næb,
og livet, kan vi skønne,
var uden sang kun slid og slæb.
Velkommen i det grønne!

 

 

Det danske sprog var truet i de gamle hertugdømmer, Slesvig og Holsten. Men i 1840 fastslog Christian VIII’s sprogreskript at dansk skulle være rets- og øvrighedssprog alle steder hvor skole- og kirkesproget var dansk. Det folkeligt talte sprog fik officiel status. Det var en kærkommen sejr for de dansksindede. For at holde fast i den gode udvikling afholdtes fra 1843 og fremefter en række folkelige sommermøder. Første møde holdtes den 18. maj 1843 på skamlingsbanken. Allerede 10 dage senere, den 28. maj afholdtes et lignende folkemøde i Mern. Nærværende sang er skrevet til denne fest. Den giver klart udtryk for at sprogreskriptet stadig lod en del tilbage at ønske, men at man håbede på kongens velvilje. Man skulle gå forsigtigt til værks over for den enevældige Christian VIII.