Du danske sommer, jeg elsker dig
Thøger Larsen
1. Du danske sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig.
Snart kolde farver i sky og vand,
snart nøgne piger ved hver en strand!
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler.
2. Du er i sindet jo lunefuld,
dog hjertet inderst er pure guld,
et eventyr er dit glade navn,
og blomster lyser ud af din favn.
Korn, korn, korn
i drømme gror under månens horn.
3. Når dine bølger mod bredden gik,
beruset blå som gudinders blik,
en ungdom jubled’ din lovsang ud,
kun klædt i solskin og brunet hud.
Ned, ned, ned
til dåb i glemsel og evighed!
4. Og når du strakte med åbent sind
de lyse nætter i himlen ind,
imens det dufted’ af hyld og hø,
vi bad: lad drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak!
Vort hjerte svulmed’ af tro og tak.
5. Og stundom ud af din fulde glød
sprang lyn fra skyen i jordens skød,
og tordenlatter og tordenregn
din trolddom spændte fra egn til egn!
Vild, vild, vild
er, skønne sommer, din kraft og ild.
6. Du danske sommer, min hilsen tag,
du lyse nat og du lyse dag!
Går tit du kold over landet hen,
jeg véd, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg véd, dit hjerte er guld endda.
Noter:
Sangen er en af vores mest afholdte årstidssange, måske fordi den skildrer sommeren, som den virkelig er. Lunefuld og svær at blive klog på, men netop derfor betagende og fortryllende. Sangens erotiske undertone har betydet, at sangen har været udsat for censur. Først i den 16. udgave af Højskolesangbogen fik kvinderne igen lov til at boltre sig nøgne ved stranden.
Sommeren er et lunefuldt og drillende væsen.
Thøger Larsen vælger at tiltale sommeren som en kvinde, et lunefuldt og drillende væsen, der er svær at blive klog på, men som måske af samme grund bliver endnu mere interessant og betagende, bjergtagende og fortryllende med sin tordenlatter og sin tordenregn. Alligevel erkender han at ”hjertet inderst er pure guld”.