Hvert år i uge syv står den på skiferie i Zillertal sammen med en flok gode venner. Så nu kan jeg begynde at glæde mig til et af årets højdepunkter.
Sidste år var som sædvanlig en herlig uge med sol, sne, motion og hygge. På vej hjem sidder jeg træt men vågen og snakker med Peter, som kører. Jeg spørger, om jeg skal køre, men han siger nej og vi er jo også snart i Juelsminde, hvor min bil står. Vi kører på motorvejen ved Kolding, og jeg tjekker uret og lukker øjnene, for at regne ud hvornår jeg kan være i Silkeborg.
I løbet af et splitsekund sker ulykken! Vi kører med 130 km i timen lige ind i en mørk bil, som holder på tværs i yderste spor, hvor Peter netop trækker ud og overhaler. Jeg hører en ubeskrivelig skærende lyd,
Det lugter meget af krudt og jeg ser noget hvidt dalende lys for mig – jeg når at tænke, at det er lyset for enden af tunnelen! Så rammes vi af en bil bagfra og hvirvler videre. Så stilhed og Peter, som råber, at vi skal ud af bilen. Biler farer på kryds og tværs på motorvejen og alt er kaos. Jeg registrerer, at vi alle tre i bilen er i live og kan komme ud, så mærker jeg nærmest fysisk at roen falder over mig. Jeg får fat på min rygsæk og min frakke. Mine venner sendes med 2 ambulancer til Kolding sygehus. 9 er kvæstede og mange biler involveret. Jeg siger til ambulancefolkene, at jeg er ok – har bare bidt mig i tungen. Så jeg sidder tilbage som den sidste, og da falckmændene finder ud af, at jeg har siddet i den fuldstændig smadrede Peugeot, bliver jeg trods mine protester pludselig over hals og hoved sendt liggende til Odense sygehus, hvor hele alarmberedskabet står klar. De nærmest kaster sig over mig og det er kun med min mest bestemte overlærer-stemme, at jeg får forhindret at de klipper mit tøj i stykker. Jeg har en mindre sele-skade, men de aflyser skanning og lige så hurtig de kom, er de alle forsvundet igen. Jeg står så med mit tøj i en vaskekurv, og får at vide at jeg selv må finde ud af at komme hjem. Så er det jo med at tage sig sammen , og jeg tager en taxa!! Noget fortumlet kører jeg til Juelsminde og kører derfra hjem til Silkeborg. Sygeplejersken sagde til mig, at det var godt at få noget sukker, så jeg holder ind ved bageren og køber to hanekamme (en kan ikke gøre det!). Hjemme i min morgenstille stue forsøger jeg at slappe af, mens jeg spiser hanekamme og drikker varm te. Jeg ved, at vi var millimeter fra den store katastrofe. Jeg ringer til min lillebror, og først der bliver jeg pivet og snøfter at jeg er kørt galt. Han spørger med sin mest varme rolige stemme, hvordan de andre har det nu og hvordan jeg har det. Så siger han, at de da lige er på vej ned til mig med rundstykker. Men jeg har spist to hanekamme, hikster jeg. Det gør ingenting ,siger han. Bare sæt kaffen over!
Senere finder vi ud af, at en ung mand havde forladt sin bil efter at være kørt galt (han havde drukket). Jeg ved så også nu at airbacks lugter fælt af krudt , når de udløses og at der daler talkum ned. Så heldigvis var det ikke lyset for enden af livets vej, jeg så.
Men en oplevelse der gør at småting ikke får lov at fylde, en stor taknemmelighed over at være her og kunne nyde en morgentur til søen eller alle de andre ting, som man nok tager for givet – det har jeg tænkt en del over siden.
Grethe Brøndum
Skriv et svar